Kvalme og Koncept
Program vist på Aarhus Kunsthal ifm. "Systemics #4": 8. oktober 2014

I løbet af tresserne opnåede filmmediet en nærmest euforisk rolle på den danske kunstscene. Kameraet blev bogstaveligt talt et værktøj for kollektive og individuelle filmprojekter og happenings, hvor mediet og dets teknologiske remedier syntes egnet til at udfordre grænserne mellem liv og kunst, ét af den eksperimenterende kunsts nøgletemaer i tresserne. Ordet eksperimenterende er siden blevet et synonym for periodens legende undersøgelser af grænseflader mellem populærkultur, ideologi og nye kunstformer. Fluxus-bevægelsen, ABCinema og Eksskolen var sammen med individuelle aktører de bærende kræfter. Eksperimenterne kulminerede i begyndelsen af halvfjerdserne, og Aarhus var en vigtig del af dén filmscene.

I Kunsthal Aarhus vises et udvalg af eksperimenterende film fra tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne af kunstnere som Poul Gernes, Eric Andersen, William Louis Sørensen, Kirsten Justesen m.fl. I forbindelse med filmvisningen fortæller arrangørerne om eksperimenterne, der havde vidt forskellige retninger og formål. Hver film ledsages af en fortælling om det, der gik forud og som fortsatte på den anden side af kameraets snurren.

PROGRAM
1. Brækfilm (1963, ins. Poul Gernes) - 5 min
2. Lortefilm, Sverige (1969, ins. Peter Louis Jensen og Bjørn Nørgaard) - 4 min
3. How to raise Your… (William Louis Sørensen 1969) - 2 min
4. The Dog (1966, ins. Arthur Köpcke og Eric Andersen) - 2 min
5. A number from 2 to 720 loops: coins (William Louis Sørensen 1969) – 20 sec
6. Two transparent films (Erik Liljenberg og William Louis Sørensen) 1968 – 3 min
7. Transsibirische Bahn (1972, ins. Ole John/ om Joseph Beuys) - 19 min
8. Revolverafsnit af Billed- og Lyd-støj (Peter Louis Jensens segment i Frændeløs 1970) - 15 min

Filmene i dette program kan kaldes “koncept-film” i den forstand, at man forholdsvis hurtigt vil kunne genfortælle, hvad der sker i dem. De er båret af ideer mere end historier, og hvis man hører om fx. Brækfilm eller The Dog kan man let danne sig en mening om filmene uden overhovedet at have set dem. Men sætter man sig ned for at se dem og får forvandlet ideerne til oplevelser, så løftes de enkle koncepter op af ideen, som værker, der insisterer på at blive oplevet/set og insisterer på at være film.

Fx. Brækfilm kan hurtigt opsummeres som en optaget performance af Poul Gernes, der ligger og brækker sig. Det tager os ikke lang tid at afkode situationen og der er ingen store vendepunkter i filmens forløb. Alligevel fortsætter den i 4 minutter, og denne insisteren bliver derfor også endnu mere kvalmende.

Tilsvarende bygger Lortefilm på et ret intetsigende handlingsforløb, men gennem sin titel og den amatør-agtige teknik tematiserer den også den kedelige og dilettantiske film - to temaer, der har en central plads i de eksperimenterende films æstetik.

Lignende spørgsmål kunne man stille til William Louis Sørensens How To Raise Your…, der både kan ses som en ret banal brugsanvisning til menneskekroppen og som en filmisk forlængelse af hans performance-værker.

Ideen bag The Dog synes derimod at lægge i forlængelse af kameraet selv, der har givet Arthur Köpcke den humoristiske ide, at vi med film kan se verden gennem en hunds øjne. Filmen fungerer både som en ny måde at opleve verden på, og som Köpckes sjove tolkning af hundens adfærd og tankegang.

William Louis Sørensen har også tolket og gentolket mere direkte på mediet. I Coins, der er en af hans kendte sløjfe-film, animerer han en mønt ved skiftevis at fotografere dens to sider, så effekten ligner en kogende mønt. Sammen med Erik Liljenberg har WLS også eksperimenteret med denne dobbelthed i projektionen, hvor de i performancen Two Transparent Film først optager sig selv, mens de maler de to sider af et transparent lærred, og dernæst har ladet disse optagelser simultant projicere på hver side af lærredet.

I Transsibirische Bahn er filmmediet overfladisk set brugt til at dokumentere en installation og efterfølgende en performance af Joseph Beuys. Kameraet er forankret i den ene ende af rummet, og modsat Brækfilm får kameraet ikke lov til at komme tæt på Beuys eller nyde en privilegeret synsvinkel på hans performance - det er derimod forvist til en publikum-plads. Men alligevel bruger filmen små greb som dobbelteksponering og kamera-bevægelse bl.a. til at forvrænge perspektivet og til at få Beuys til at fremstå som spøgelsesagtig i installationen.

Den sidste og måske mest radikale film er Peter Louis-Jensens Revolverafsnit, der afslutter Frændeløs. Med sin voldsomme collage af billeder og lyde, klip og dobbelteksponeringer, er filmen næsten en anti-film, der nedbryder mange af filmmediets konventioner. Men samtidig er den også en meditativ, spændende og i høj grad filmisk oplevelse af den syntetiske udtryksform, som filmmediet åbner for.


Arrangører: Mathias Ruthner, Kasper Lauritzen, Klaus Marthinus.